|
Danseorkester i
retiradeoffensiv
Efter en storslået
international karriere er de velspillende herrer (med
J. Grangræn til højre)
nu klar med nordvestjyske slagsange.
Danseorkestret
K.L.O.A.K. meldes klar med en ny udgivelse, der har fået titlen
'På Retiraden'.
Ensemblets impressario gennem hele dets karriere, Olfert Karsk,
siden 1987 bestyrelsesformand i det yderst respektable Karsk
Booking, Vridtofte, har indtil dags dato været endog meget
tilbageholdende med såvel udtalelser som pressemeddelelser ang.
'På Retiraden', der er orkestrets første dansksprogede
udgivelse.
.jpg)
Hr. impressario Karsk og hustru,
smørrebrøds-
kurator Malena Karsk, f.
Schneckelfritz.
Olfert Karsk overtog i øvrigt medio november formandsposten i
Silo Records, ligeledes Vridtofte (over for Vridtofte
Brandstation), som varetager såvel produktion som distribution
af nævnte phonogram.
Det forlyder, at Karsk som det
første i sin nye stilling, uden fratrædelsesgodtgørelse, fyrede
samtlige virksomhedens ansatte, der alle 345 havde bolig i
ejendommens gamle lade. De blev med husdyr, ægtefæller og
småbørn sat på gaden, hvor de dog kun forblev i tre timer, før
de i samlet trop i en for den slags løsarbejdere desværre vanlig
utøjlet lidenskab stormede Vridtoftes rådhus.
Vridtoftes borgmester gennem 45 år, Farmann Stryhg, som var
eneste tilstedeværende på rådhuset, er en handlingens mand og
nedtog fra sin væg en 1600-tals muskedonner med hvilken han
anskød den vrede pøbelhob, der splittedes og løb bort i skræk.
Ingen har siden set dem.
Opsætsig landpøbel i Vridtofte vil
fremtidig blive nedkæmpet
med denne mobile kaliber 19
brunvarekanon.
Impressario Karsk mener, at vedhæftede eksempel fra K.L.O.A.K.s
nypublicerede sangskat har mulighed for at blive et populærhit
blandt egnens ungdom:
Det'
mig der ligger
her og tæller får
Jens 'Poppe' Grangræn
Det går næsten altid galt
når vi er i byen sammen.
Vi går næsten altid hjem hver for
sig.
Til sidst vi nåede toppen,
du fik for alvor nok,
og skaffed' dig således af med mig.
Refræn:
Det' mig, der ligger her og tæller
får,
det har jeg gjort i næsten tredive
år.
De troede jeg var død, men de tog
fejl,
da Ulla slog mig ned med Fjæhsens
plejl.
Ja, Ulla slog mig ned med Fjæhsens
plejl.
de troede jeg var død, men de tog
fejl.
Nu ligger jeg i jorden, det' så
trist.
jeg ønsker, jeg ku' sige: tak for
sidst.
Det er så let at komme galt afsted,
det er så let at dumme sig.
En plejl ned over nakken, jeg skal
love for den sad,
og ja, nu er du altså fri for mig.
Det er altid det samme, der sker,
du blev træt af mine mange idéer,
og lagde mig ned med manér.
Refræn:
Det er så trist, når det' forbi,
når præsten ikk' har mere at sig',
men der kommer nok en dag,
hvor du igen vil ha' mig tilbag'.
Jah, jah, jah.
En
vanskelig opvækst
Historien
om den folkekære refrænsanger Jens
Grangræns opvækstbetingelser på Tjald Hede
Publiceres
i samarbejde med
musikhistoriker, cand.harp. Thelma Bagbohr
Jens Bertild Grangræn viste
meget tidlig anlæg for sang og musik, men kom af forskellige
årsager, som straks vil blive belyst, først rigtig i gang med
sit virke i en forholdsvis sen alder.
Hans forældre var jævne og
arbejdssomme folk, der fristede en simpel tilværelse som
lyngavlere på Tjald Hede, hvor de deltog i produktionen af den i
1970'erne så berømte nordjyske rygelyng.
Traditionen til trods voksede
han op som enebarn, og da han som 3-årig blev sendt i
lyngmarkerne, blev man hurtig klar over, at unge Jens var skabt
af et andet materiale end de andre hede-børn. Hans flakkende
opmærskomhed og drømmende sind satte gang på gang forældrenes
tålmodighed på prøve, og da hverken prygl, tvangsfaste eller
andre af tidens populære og ellers effektive opdragelsesmetoder
syntes at bære frugt, måtte man tilkalde hjælp fra en kommunal
opdragelsesekspert, der straks iværksatte en heftig ammoniakkur
for om muligt at forbedre det skrantende barns
livsomstændigheder. I øvrigt var det vanskeligt for Jens'
forældre at opretholde den rette pryglediscplin, da Jens under
tildelingen konsekvent satte i usædvanligt kraftige, jamrende
hyl, hvis udtryk virkede forstyrrende på såvel husdyr som
naboer.
Efter 6 år og 17 døgn med en
diæt bestående udelukkende af ammoniakprodukter og flere daglige
lavementer, ledsaget, naturligvis, af regelmæssig tildeling af
almindelige sunde prygl, viste drengen endnu ikke tegn på
bedring, tværtimod udviklede han tillige med et stedse
skrøbeligere sind en slem kighoste, der senere viste sig at være
kronisk. Forældrene måtte holde ham i huset under opsyn og
pleje, hvilket satte familien i en ulykkelig økonomisk
situation, da forældrene umuligt kunne passe de 16 hektar
rygelyng alene og som en følge af dette måtte ansætte hjælp.
Desuden havde produktet -
forædlet rygelyng - sidst i 70'erne, på grund af en national
formynderisk smædekampagne, mistet det jævne folks interesse, og
det var således umuligt for familien Grangræn at afsætte den
årlige høst til de få lokale akademiske organisationer,
studenterforeninger, rygelaug, kollektiver og enkeltpersoner,
der stadig fastholdt den århundredegamle rygetradition.
Daglige
rektalbehandlinger
Forældrene var tvunget til at
træffe et ulykkeligt valg, der skulle vise sig at være af
afgørende betydning for unge Jens' fremtid. I samråd med Tjald
Kommunes opdragelsesudvalg, og især dettes daværende formand,
overlæge Jørgen T. Swaber, blev Jens derfor i foråret 1981
indskrevet på Anstalten for Folkelig Opdragelse og
Sygdomsbehandling. Antstalten havde på det tidspunkt til huse i
hovedbygningen til Horballegaard, det tidligere Horballe Gods
ved Horballe Storsø, nord for Tjald by, hvor man pt. er i færd
med at etablere egnens og landets første frilandsbordel, der
forventes åbent til marts 08.
Her lykkedes det personalet
at afrette det vanskelige barn, dog ikke uden eksperimenteren
med forskellige opdragelsesmetoder foruden prygl, såsom vertikal
ophængning, mekanisk genetialterapi og daglige
rektalbehandlinger, bare for at nævne et par eksempler, således
at Jens efter kun 16 måneders intensiv behandling kunne
ansættes, dog i ulønnet, beskyttet beskæftigelse, ved Tjald
Vitriolforsyning - en mindre virksomhed med adresse i Storegade
overfor Slagter Spritmøller. Her blev det ansatte pleje- og
opdragelsespersonale under den daglige afstraffelsesterapi
hurtig opmærksom på det sangtalent, der senere skulle blive Jens
Grangræns levevej.
I april 1985 blev Jens Grangræn medlem af Tjald Tabernakelkor.
En stjerne var født. Grangræns kroniske kighoste medvirkede til
udviklingen af den karakteristiske stacatto-falcet, der blev
hans varemærke.
Jens Grangræn blev i 2005
efter en lang og afvekslende solo-karriere fast forsanger og
ølhenter i danseorkestret K.L.O.A.K., siden 2006 bosiddende i
Vridtofte, Tjald Kommune. Orkestret blev ved hans optagelse
ligeledes beriget med mandolin-spil - en interesse Grangræn
udviklede under sit 56 måneder lange ophold på Drankerhotellet i
Ølstykke.
Se
samtlige dr. Gasters lødige depecher
her
Tilbage
til forsiden
|
