|
Afsindige
bolsjevikker
dumpes i Blodhavn

Fra prammen overvåges konsekvenspædagogikken i al sin pragt
af overlærer Asmuld Corona og chefredaktør L. B. Knockel.
Tekst: Skribentcertificeret freelancejournalist K. Knäbbel
Som festivasen lægger sig efter den knockelske valgsejr,
skyller konsekvens samt evig fortabelse ind over 11 lokale aktivister:
Syndikalisterne indgår nu som bølgebrydere og strandvaskere i lossebassinet.
Almindelig sund fjendtlighed overfor fremmed morgenlandsk tankegang
afværgede en potentiel lokal ufærd, hvilken var søgt anstillet af
infiltrerende revolutionære kræfter på valgnatten.
Mens Den Knockelske Fællesliste
berettiget højtideligholdt sin uforbeholdne valgsejr med indbudte
stedlige profiler og honoratiores, var et hidtil uset kapitel i
nordvestjysk politologisk historieskrivning under udfoldelse.
Hvorledes 11 radikale afhoppere fra det allerede yderligtgående parti
Holstebrosocialisterne havde evnet at trænge ind på Torvet i Nørre
Usseldrup, er endnu uvist. Essensen er dog, at de 11 agitatorer
øjeblikkeligt udråbte deres avantgardist, skibsbejdser og analfabet H.
Betraeus, til President for Republikken Nordjylland.
Øjenvidnet Oma Q. Lannknäbber (opstillet for
Geriatrisk Dødsliste) beretter: ”Det
første, den nye præsident anskaffede sig, var et automobil, og med en
rød vimpel foran fór han frem og tilbage i gaderne i Usseldrup for at
inspicere og styre sit riges hovedstad… Han begyndte straks at regere,
men hans regeringshandlinger nåede ikke ud over proklamationernes
stadium.”
Storsognerådets fremsynethed i anskaffelsen af vor ombejlede
voldskonsulent fra Pellworm, Herr B. Eisenhart,
viste da sit værd. Omtalte angreb uselvisk og brutalt, som set så ofte
før i valgkampen, de euforiske revolutionære, der overgav sig efter blot
to dødsfald.

Til
venstre ses 7 af de tilbageholdte, desillusionerede og
konfuse trængt op
ad en mur
på Torvet. Til højre forløseren,
vort bolværk mod socialismen, den
misantropiske Herr
Eisenhart, der udtaler: ”Nein tak til en lokaladministration
af
naivister og totalitære
maksimalstatspartier”.
”Det er et efterfølgelsesværdigt eksempel på autoritært-misantropisk
embedsførelse, med hvilket vor stolte nordgermanske vagthund nu
afslutter sit virke i vort samfund! Vi er intet mindre end evigt
erkendtlige og imponerede,” udtaler Storsognerådet som konstitueret
arbejdsgiver og kvitterer med to ankre modermælk.
Dommen lød på
dumpning i Blodhavn lossebassin, hvilken eksekveredes i formiddags uden
videre ytringer eller noget nævneværdigt antal tilskuere.
Se alle fr. Knaebbels
lødige korrespondancer her
Tilbage til
Landsbytossens
forside Til
alfabetisk
artikeloversigt
Til
emneopdelt
artikeloversigt
|