● Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)

● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere

● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt

● Retur til forsiden
 

Kalkunen Jakob bisat fra
Nørre Usseldrup Bedehus

Kirketjener Abraham Jensen gav Jakobs afsjælede legeme
den sidste respektfulde soignering, inden det blev lagt i kisten.

Et af egnens mest respekterede husdyr er ikke mere, og i sorg over dets bortgang samledes næsten 50 af vore bysbørn sammen med en snes hunde og katte (men grundet den sæsonbetonede yngelpleje ingen kalkuner eller andet fjerkræ) i går til bisættelsen i Nørre Usseldrup Bedehus.

Over den åbne kiste talte prædikant Tölper Grusboll.

- Jakob var et stolt og selvrådigt dyr, sagde han til indledning. - Et eksempel ikke kun for kalkuner, men med sin faste karakter og sit majestætiske ydre også et eksempel for os mennesker. Det er kæmperne, der segner i disse år, og en ringere slægt følger efter.

Nekrolog

Jakob levede i mere end 10 år sammen med sin første ejer, parcellist Esther Knockel-Henriksen, Usseldrup Mose. Esther afled ved døden som 94-årig efter en kompliceret gebisulykke i julen 2002. I de sidste år af sit liv søgte hun biskoppen, kirkeministeren og Folketingets ombudsmand om bevilling til at indgå ægteskab med Jakob, men fik hver gang afslag. Lægprædikant Grusboll hjalp hende til fred i sindet, da han ved hendes dødsleje velsignede hendes mangeårige samliv med Jakob.
 
I fr. Knockel-Henriksens tid færdedes Jakob vennesæl og gæstfri overalt i huset. Kun soveværelset spærrede han adgangen til med en hvæsen fra sit næb og en faretruende rødfarvning af det lille skaldede hoved. Her var Esthers og Jakobs himmerige, som ingen andre skulle skue ind i.

Efter Esthers alt for tidlige død flyttede Jakob til hønseriet i Klamhuse, hvor han indgik i avlsarbejdet og andre ledende funktioner. Jakob omkom, da han forsøgte at betjene en uafskærmet kaffemølle, og ved bisættelsen var resterne af hans hoved respektfuldt dækket af en papirsserviet. Den uskadte krop frembød et skønt syn.

Sidste hvilested

Familien Knockel havde udlånt sin kendte, brunlakerede familiekiste til ceremonien, og Louis B. Knockel patruljerede sammen med sit sorgklædte personale omkring bedehuset indtil mørkets frembrud. Uheldige elementer udviste en utidig nysgerrighed med hensyn til de jordiske rester af Jakob, og Louis B. Knockel måtte bestryge bedehusets forplads med nogle våde skud fra en i hast opstillet fækaliekanon.

Ud på aftenen blev Jakob i stilhed bragt til sit sidste hvilested, hvis beliggenhed ifølge de knockelske familietraditioner ikke bekendtgøres for offentligheden. At der indtil midnat stod kraftige dampe ud af redaktørhjemmets åbne køkkenvindue er et rent tilfælde, og sladder herom vil blive forfulgt med hård hånd. - Jeg havde længe forinden planlagt at koge kødsuppe på nogle selvdøde muldvarpe, som jeg havde gravet op i baghaven, oplyser redaktør Knockel til De Knockelske Blade.

Tilsagn om bidrag til et monument for Jakob kan og skal afgives her. 

Se også: W. Fracke dræbt af
kalkuner på sin bryllupsnat

Tilbage til forsiden

*