Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)


● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere


● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt


Retur til forsiden

 

 

Ungdomsbande får
eneret på kriminalitet
Bruno-banden
Fhv. kartoffelpiller Theophrastus Jensen (t.v.) er bandens
menige medlem. Her stillet op til fotografering sammen med
bandelederne, brødrene Bruno og Bruno W. Lambert.


Af Crass Børsting

Tre kriminelt anløbne personer fra Blodhavn, lokalt kendt som Bruno-banden, har med billigelse af sognerådene i Blodhavn, Klamhuse og Nørre Usseldrup opnået et altomfattende lokalt monopol på kriminel adfærd.

Hensigten er at dæmme op for de fremmede bander, som opererer i Holstebro og andre storbyer, og som man kunne frygte ville trænge ind over sognegrænserne i disse urolige og omskiftelige tider.

Bruno-bandens medlemmer er valgt, fordi de i forvejen var udstødt af deres familier. Deres arbejdsduelighed anses for stærkt forringet, og i hvert fald de to af dem, brødrene Bruno og Bruno W. Lambert, er overvægtige og stakåndede.

Den kriminelle forhistorie for det menige medlem, Th. Jensen, går tilbage til 1937, da han efter et folkedanserstævne bemægtigede sig en uaflåst damecykel og benyttede denne til sin hjemtransport. Cyklen blev fundet foran hans daværende bopæl i et telt på Klamhuse Hede, og han fik en dom på ni års strafarbejde i lænker. Brødrene Bruno var berygtede for misbrug af lakrids og usømmelig omgang med en mindreårig hunged midt i 1950'erne.  Den kendsgerning, at de aldrig blev draget til strafansvar, har givet dem et ry som usårlige og urørlige. De ses ofte i bybilledet bevæbnede med spadserestokke og foldeknive.

Straf, omsmeltning, oprydning

- Disse tre individer, som siden deres tidligste ungdom har vist en uafhjælpelig kriminel disposition, vil fra nu af være ansvarlige for alle forbrydelser, der begås her i sognene, siger den kommende formand for det sammenlagte storsogneråd, redaktør Louis B. Knockel.

- De vil blive straffet på det strengeste ved enhver given lejlighed, og når de sendes til omsmeltning, vil sognerådet indkassere provenuet af deres kadavere som erstatning for påført skade. Efterfølgende vil andre misliebige typer blive udnævnt til ungdomsbandemedlemmer og behandlet efter fortjeneste. Vi får på den måde ryddet op i bestanden af unyttige individer. Jeg støtter naturligvis i alle faser dette folkeopdragende projekt med lussinger og andre af de ledelsesmæssige ressourcer, jeg i så rigt mål råder over.
 

Tilbage til forsiden

*