● Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)

● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere

● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt

● Retur til forsiden

 HEROISK OPDAGELSESREJSE
Med Herbert
til Christiania

Under kaotiske forhold midt i en politiforretning på Bådsmandsstræde Kaserne, "Staden" i folkemunde, overlever den af centralredaktionen tvangsudskrevne reporter, undertegnede Herbert von Hinterhyler, kun i kraft af mit umenneskelig intellekt og den samfundsopbyggende aura på locationen.

Forud for ekspeditionen fandt en benhård forhandling med chefredaktøren sted. Selv om redaktør Louis B. Knockel forlangte denne episke rejse uden at ville betale en egentlig løn  tør jeres nærværende med betydelig stoltseren postulere at løbe af med lange ende i denne kontrovers. Louis måtte vrangvilligt slippe et vintagevehikel og rejsegodtgørels:

På grund af en voldsom utryghedsfølelse skabt af de indfødtes psykopatisk udseende opsøgte jeg straks ved ankomsten til Christiania en skare af betjente ved "Byens Lys".Under hele aktionen stod de i tæt kontakt med hverandre:

Da de ikke havde kunnet finde Station 1 om morgenen havde de besluttet sig for at udrydde undergrundsmiljøet på Christiania :

Mens gravearbejdet stod på, fortalte de, at de havde været i Hellerup dagen i forvejen og lede efter cocain blandt jetsettet, men trods grundigt arbejde måtte de konkludere at der ikke var noget at komme efter:

Da mine nerver var faldet til ro, gik jeg rundt på området for at få lidt baggrundstof, og i Cafe Månefiskeren interviewede jeg Gotha Andersen, der var gået i drag efter at være blevet stukket med en hashnål :

Han oplyste at den specielle duft på stedet skyldtes, at der var gået ild i noget hopla-halm om formiddagen, og at de håbede at få luftet ud, inden lokalbetjentene kom og drak kaffe. Det gjorde de 6000 gange om året for at skabe en tryg stemning. Det var derfor verdens sikreste beværtning !

Derefter talte jeg med 3 piger i en vareelevator i "Grøn Hal":

De kom dugfriske fra Galarminerne med 8 kg plademarok, som var blevet brudt i nat. De påstod hårdnakket og grinende, at de ikke havde indtaget noget af lungemalmen , mens de åd et fad med 5 kg pomfritter på 2-3 minutter.

Jeg blev antastet af nogle mistænkelige personager på en samtalecykel, der spurgte, om jeg ville med ud i EU og blive uddannet i at undgå materialismens pågående væsen :

Jeg mumlede noget uforståelig og fik bortvristet mig fra disse galninge.

På Karl Madsens plads blev der gået til stålet, og undertegnede forsøgte at afdække misbrugets omfang blandt de lokale. De kunne imidlertig ikke forstå den overdrevne interesse i disse spørgsmål:

Mørket var ved at falde på, og utrygheden kom krybende tilbage. Jeg måtte visualisere, at jeg sad i et hessianbeklædt køkken og spiste tarteletter, for at kunne styre paranoiaen, der blev skærpet ved synet af pushernes muskelkat, som under hele forløbet havde fulgt mig på tæt hold:

I ly af mørket sneg jeg mig ud til mit automobil. De´t var løbet tør, og da det endnu ikke var lykkedes at veksle de 50.000 uganda shilling, ville det med tom mave og på gåben blive en lang tur hjem.