Ny nordvestjysk chefalkoholiker

Roearbejder Ras Q. Urning, 27 år, er på et bestyrelsesmøde i Nordvestjysk Alkoholikerforbund udnævnt til den betydningsfulde stilling som forbundets chefalkoholiker med ansvar for fortsat udvikling af landsdelens traditionsrige drankerkultur. Han afløser sin grandonkel, fækaliesorterer Randolf Grüde, 89 år, som selvantændte under en festlighed i Nørre Usseldrup Bedehus for et par uger siden.
Ras Urning, der har studeret alkoholisk kultur, praksis og sociologi, siden han forlod Nørre Usseldrup Eksamensskole som 11-årig, får ansvaret for et årligt budget på mere end 300 kr. Derudover har Blodhavn Sogneråd hen over foråret støttet alkoholikersagen med 25 liter blå drikkepetroleum, og Den Knockelske Familiefond har som tidligere givet tilsagn om mindst 60 lussinger, når den store årlige alkoholikerparade finder sted 1. november.
Den daglige leder vil overveje de initiativer, der er nødvendige for at vedligeholde seriøs alkoholisme i alle dele af befolkningen.
- Jeg er fuld af fortrøstning, sagde han, da han vågnede på Østre Losseplads i Blodhavn morgenen efter sin udnævnelse. - Herfra kan det kun gå fremad.

Nordvestjyske alkoholikere
Forbundets bestyrelse og den nye chefalkoholiker
Ras Urning (til højre) samlet på Bundgarnskroen
i Blodhavn. Som man ser af d'herrers opvakte
ansigter, er det endnu tidligt på aftenen.
 

Flere værdifulde nyheder         Tilbage til forsiden