|
Erotisk besat avlsso
offer for jalousi-
mord i Klamhuse
Kriminalreportage: Crass Børsting
Foto: Jihad Jespersen m.fl.
En af Nordvestjyllands mest omsværmede erotiske stjerner, avlssoen Magnolia
Blodhøj II, blev i aftes ved 23-tiden fundet døende på det sorte silkelagen i
sit soveværelse. Hendes samlever, billedhuggeren Harding Krumleif Jr., hørte
skrig og tummel fra værelset på første sal og nåede at se en mandsperson flygte
ud af vinduet med en stiksav i den ene hånd og skønsmæssigt 10-15 kilo bugflæsk
i den anden.
Harding Krumleif ydede førstehjælp og forsøgte genoplivning med et elektrisk
massageapparat, men forgæves.
Magnolia havde tidligere på aftenen deltaget i et dansestævne i Klamhuse
Forsamlingsbygning, hvor en en ca. 60-årig
socialistisk politiker fra Holstebro gjorde tilnærmelser og under en mazurka
prøvede at få hende bugseret ud af bagdøren.
Politikeren, der nu eftersøges af Nørre Usseldrup Borgervæbning, har tidligere
haft en affære med Magnolia og kom sig angiveligt aldrig over bruddet. - Hvis
ikke jeg kan få Magnolia, skal ingen have hende, sagde han flere gange til sin
registrerede partner hjemme i Holstebro, schæferhunden Bassam Børkop IV.



Louis B. Knockel var i sin
egenskab af borgervæbningsoberst til stede kort efter udåden og sikrede sig en
vigtig del af bevismaterialet. Da alle kriminalistiske undersøgelser var vel
gennemført, tilberedte fru Vera Knockel ud på morgenen en flamberet egnsret, som
her ses på husherrens tallerken, umiddelbart før Louis gik til bords.
MAGNOLIAS
EROTISKE KARRIERE:
Avlsso i livsfare efter eskapade
Løjtnant
begik husdyrbigami
Medicinsvindler på flugt med soen
Pensionat eksploderer efter
tagsex
KONDOLENCETELEGRAM
fra vor betroede korrespondent,
hr. Severin von Münchhaus:
Man ser i den seneste Udgave af De Knockelske
Blade, at en stor Sorg har ramt de Nordvestjyske Hjemsogne. At Magnolia II er
blevet Offer i et formodet Jalousidrama. Men Jalousi er dog et mere værdigt
Motiv end simpel Berigelse. Man forstaar, at en god Portion af den døendes
Bugflæsk var forsvundet ved Fundet af den allerede døende erotiske Stjerne. Hvor
oprørende; hvor inhumant, hvor dyrisk! Maa Gjerningsmanden snarest blive
paagrebet!
Herfra skal ikke herske den svageste Tvivl om, at
en hurtig Domfældelse og efterfølgende øjeblikkelig, offentlig Execution vil
være Udgangen paa Affairen. Men, hvor sørgeligt (altsaa for Magnolia og hendes
mange Venner og Beundrere). Tersløse Sogn
sender en dybtfølt Condolence.
ALLERSENESTE
NYT:
Socialistisk svinemorder
henrettes i morgen tidlig
Ifølge et netop indløbet
exprestelegram fra Blodhavn Nordstrand er den
mistænkte Holstebro-socialist pågrebet, mens han forsøgte at sætte en
gummibåd i vandet. Hans beklædning bar endnu spor af forbrydelsen, ligesom han
havde svinerester omkring munden og under bæltestedet.
- Den pågældende slap sidste gang med at
betale løsesum. Denne nye og endnu grovere forbrydelse var takken for, at vi
udviste mildhed og moderation. Det skal ikke gentage sig! udtaler sognefoged O.
K. Brunsvoger.
I samarbejde med opfinderen Nathan
Mandrik vil sognefogeden i morgen tidlig kl. 06.35 prc. forestå
henrettelsen af svinemorderen. Et skafot er
under opstilling på Klamhuse Vestermark, og nummererede ståpladser à kr. 0,45
(ukonfirmerede børn og oldinge kr. 0,29) kan købes i Brugsen. Gabe Ladhardts
gylleorgel spiller før, under og efter, og Louis B. Knockel vil som sædvanlig
med lussinghandske og hasselkæp sørge for stram disciplin og uindskrænket
opmærksomhed i den forventede tusindtallige tilskuerskare.
Retur til forsiden |