Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)


● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere


● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt


Retur til forsiden
 

Akademisk trussel
mod folkelivet
på Midtsjælland


Netop indløbet korrespondance fra vor
ærede ven, hr. Severin von Münchhaus:

Ikke kun i det kernesunde Område, Blodhavn, Usseldrup Mark, Klamhuse med Videre, synes Nutidens Dårligdomme at trænge sig på.
Også Her, i det Sjællandske trænger Krænkelse og Fordærvelse af gammel Sæd og Skik sig på.

Ganske vist er vi kun ydmyge Jordbrugere og kan ikke prale med samme driftige Erhvervsudfoldelse som i Deres Storsogn, men ved læsning af Deres informative, oplysende og karakterfaste Avis, er vi ganske godt orienterede om, hvad der rører sig i andre Egne af Landet. Det ville således være kjærkomment og belejligt, om godhjertede Landsmænd fra Deres Område kunne stå os bi, med Råd og Dåd.



Problemet er, at vi, her i Sognet kun har haft skiftende Sognepræster med akademisk Baggrund. (De har næsten alle været fordrukne og har jo skullet dyrke Jorden for Fødens Skyld). Ellers har vi siden salig Baron Holbergs Tid været forskånet for sådanne. Men dengang var det var vist også slemt nok. Salig Baronen påtvang jo vore Oldefædre Landbrugsreformer, selvfølgelig for at hen selv kunne øge sit Udbytte af Godset!
Men, som sagt, har vi nu i Generationer levet uden Påtryk af den slags Folk, her i Tersløse.

Men nu er der sket det beklagelige, at en Akademiker fra den nærliggende Kjøbstad Sorø, agter at slå sig ned i vor Midte. Hans seksuelle Observans eller eventuelle Avleevne kender vi ikke endnu, men vi er højst bekymrede, efter at have informeret os om de problemer, det nærliggende Holstebro påfører Deres stolte Hjemegn. Og vi er yderligere bekymrede over vore Hustruer og Døtres upassende Interesse for denne Tilvandrer.

Desværre har vi ingen egentlig Lussingetradition her, i det Midtsjællandske. (Men vi har en Degn, der gerne vil lære den korrekte Teknik og som også er god til Retskrivning, og som ind imellem er ædruelig). Så vi har for Øjeblikket ikke rigtigt nogen Mulighed for at sætte os i Respekt hos den kommende Immigrant.
Var det muligt, at -for gode Ord og betaling (Jernbanebilletr og Færgeafgifter), formå Redacteur Louis B. Knockel til at rejse til Tersløse og instruere vor Degn samt hans (kommende) Hjælpekorps med at indlære den korrekte og effektive Lussingeteknik?

Hvis Man skulle drømme Fremtidsdrømme, kunne Indsatsen muligvis udstrækkes til Kjøbstaden Sorø, for, for èn Gang, for Alle at gøre det klart for degenererede, sodomistiske, afsporede kjøbstadsboere, at Her, hos Os, lever vi efter gammel Sædvane.(Nå, ja, lidt af Slagsen forekommer måske også hér. Men det er et Anliggende for Privatlivet og Lokalsamfundet).

I Forhaabningen om et positivt Svar
Deres
Severin von Münchhaus


Redaktionens, ja hele
Nordvestjyllands svar:

Meget ærede hr. von Münchhaus

Af hjertet tak for denne lødige lokalreportage. Jeg deler i et og alt Deres bekymring. Akademisk tilstedeværelse i et landsogn er altid en trussel mod urbefolkningens velfærd, sundhed og mentale trivsel.

Vi vil herfra støtte vore midtsjællandske venner med lussinginstrukser og et overraskelsesangreb af stramt disciplinerede nordvestjyske stødtropper. Vi agter at slå til mod ondets rod i Sorø med en bondehær, som fædrelandet ikke har set magen til siden Middelalderen. Af hensyn til chokvirkningen offentliggøres tidspunktet for vor aktion selvfølgelig ikke, men hr. von Münchhaus er behørigt orienteret.

Atter tak for Deres korrespondance. Depecher om udviklingen på Midtsjælland vil altid blive modtaget med tak og behandlet med al den respekt, de fortjener.

Deres hengivne

Louis B. Knockel, familie,
personel, tyende og husdyr


Praktisk-logistiske anmærkninger,
netop indløbet fra hr. von Münchhaus:

Højtærede Herr Redacteur,

omendskønt min ringhed jo ikke er kendt i Offentligheden, er det alligevel lykkedes Deres grafiske Consulent at fremfinde et vellignende Portrait af Deres ydmyge Beundrer.

Man kan ikke noksom udtrykke Taknemmeligheden over den tilsagte Bistand i vort alvorlige Anliggende.

Tillad mig dog at pege på et geografisk Problem: Tersløse såvel som Sorø ligger midt i Sjælland, så det afbildede Skib vil have vanskeligt ved at anløbe disse Localiteter.

Skulle Bondetogets Fartøj vælge at gå til den nærmesliggende havn i Corsør, må Tiden til den videre  Vandring, Behovet for pauser til Defækalisering (Brunvaren vil naturligvis blive opsamlet og lagret på behørig Vis af frivillige Hjælpere) samt til andre nødvendige Formaal (Vi antager at Bondehæren vil medbringe fornødent Tyende og Husdyr) jo skulle underlægges en nøje Planlægning, for at Overraskelsesmomentet kan blive af højeste Grad, for de fordærvede Soranere.

En Mulighed ville maaske være, at anløbe Callundborg. Dette Sted er saa afsondret, at Den sjællandske Presse næppe ville opdage, eller orke at omtale Bondehærens Ankomst og Ilandstigning. Til Gengæld er Afstanden til Indsatsomraadet noget længere, så de praktiske Løsninger bliver i saa Fald kanske lidt mere omfattende.

Vi har underhaanden forhørt os hos Tersløse Turistfart, om der for gode Ord og en Smule Betaling kunne rekvireres Autobusser, men har desværre faaet negativt Svar. Alle Køretøjer er i Maaneder fremover optagne til Transport af gode Mennesker, der flytter ud fra København, til den fredeligere Provinds.

Det er maaske at trække for store Veksler på Deres, med Taknemmelighed motagne Hjælpsomhed, men vi vil fortsat tillade os, at sætte vor Lid til Herr Redacteuren´s Retsind, Evne til opretholdelse af almindelig Orden og til Redacteurens uomgængelige staalsatte og højest paaskønnelsesværdige Principfasthed.

Deres etc...
Severin von Münchhaus
 

Retur til forsiden