Sort panter på fri fod

Høytærede og velestimerede Herr Redacteur, hvis Indflydelse over det Nordvedstjydske er legendarisk.

Naar jeg nu rejser mig fra Bekjymringens Sotteseng kunne mueligenvis en Meddelelse, som, omendskjønt er lettere inferieur, inspirere nogle af Deres mere tænksomme Læsere, agaaende Nytteværdi..

Sagen er, at man for nogle Maaneder siden blev bedt om, at tage vare paa en Kat. En Kat!

Ja, én af mine fordærvede Sønner, som har valgt det letfærdige Liv i Hovedstaden, med al den Galskab og de Fristelser som Dette indebærer,var dog, tilskyndet af en Veninde, kommet til den Conclusion, at bemeldte Frøkens kulsorte Kat, der var slemt saaret gjennem Baggaardskrigene i Kjøbenhavn, maaske kunne forskaffes et bedre Liv paa Landet, hos mig, her i Tersløse.

Nu har Katte jo, siden de gamle Ægyptere, været her, men de er kommet og gaaet som de selv lystede. Drengene her, har jo jævnligt øvet deres Skydefærdighed med Katte som Maal. Dog har Man ind imellem maattet skride ind, da faldende Kattebestand indebar større Indhug i vore Vinterreserver og at vi oven i Kjøbet i højere Grad antraf uønskede Gnavere inden Døre.

Da derfor én af mine Sønner en dag indtraf med et Traadbur, indeholdende en hylende og utilfreds, sort Kat, blev jeg, til min Fortrydelse sat lidt ud af Spillet: Hustruen bragte Kattedyret ind i Kjøkkenet og holdt det indelukket i en hel Uge.

Det maa indrømmes, at Effecten ikke var gandske ringe: Hver morgen laa, paa Dørmaatten mindst tre Mus og som Regel en Rotte. Min stoute Hustru var gandske echaufferet, og forsikrede, at hun aldrig havde forestillet sig, at vi havde disse smittebærende Gjæster (og Pensionærer) i Fadebur og Kjøkken.

Kort sagt: Efter én Uge, var denne sorte Djævel blevet et stykke Inventar i vor Bolig. Dog blev han to Timer om Dagen, sendt udenfor for at urinere og defækere, men selvom han efter dette Tidsrum ofte medindbragte Byttedyr, taalte Man ham og fandt sig da ogsaa i hans rovlystne Gnasken, selv i mit ellers fredhellige Arbejdscammer.

En Prøvelse var det, da han begjyndte at insistere paa, at placere sig paa min Skrivepult. Min Haandskrift blev gjandske fordærvet, da jeg maatte række ind over denne dovne og mætte Kat. Ja, Venner og affilerede tænkte endog, at nu var Münchaus da gaaet fra Concepterne og havde nok ikke langt igjen !

Saa forholder det sig ingenlunde. Stenlillesnedkeren har forfærdiget en Hylde under min Skrivepult, som var tiltænkt Kattedyret. Desværre ønsker den sorte Djævel ikke, at benytte denne Facilitet. Min Haandskrift og mine ellers saa faste Udsagn er ikke hvad de plejede at være, men, bedste Herr Redacteur, fuldtro Ven og Vejleder: Man er, paa Trods af physisk Skrøbelighed, udefra kommende Paavirkninger og det lede Vinthervejr, den samme som førhen. Som Svalerne altid vender tilbage, vil De snart finde Münchhaus vandrende i Mark og Vang, og saaledes bestyrket,
ogsaa opsat paa, at telegrafere det seneste nyt, herfra. Om godt eller daarligt; uden Forskel. Vore trofaste Forbundsfæller rundt om i Landet vil fortstat kunne modtage Efterretninger herfra, som forhaabentligt vil kunne bekræfte, at vi her, i vort ydmyge Sogn, dog har modtaget inspirende Impulser fra det storslaaede nordvestjydske Storsogn.

I al beskjedenhed vil vi dog fortsætte med vor traditionelle Opretholdelse af Sæd og Skik, Indskærpelse af Disciplinens uomgjængelige Nødvendighed, bedst effecturet gjennem Anvendelse af det fra Fædren nedarved Redskab: HASSELKJÆPPEN.

Saaledes, gjenopstanden som en anden Lazarus, fra sit smertensleje, forbliver jeg alert og fuldtro

Deres
SvM

PS: Da Hans Majestæt Satan har udstyret de sorte Jægere med særlige Evner, afstaar vi fra at bringe Hasselkjæppene i anvendelse over for disse, men tillader os at drage Nytte af deres Rovgjerrighed.

Desuden er det gandske behageligt at have en varm Kat til at commodiere eens kolde Fødder, naar Hustruen ikke formaar det.

hr. von Münchhaus!

Meget ærede hr. von Münchhaus, folkeoplysningens sande ven og utrættelige midtsjællandske frontkæmper

Min hjertelige tak for Deres efterretninger og ligeledes for foto af panteren, der med rette kan indgyde nabolaget respekt.

Tillad mig allerhøfligst at foreslå, at dette kulsorte, Dem betroede rovdyr holdes under skarpest mulige kontrol. Det er min erfaring gennem mere end 90 år, at store fritgående katte skaber problemer i et landligt miljø, hvor vi husherrer jo især ønsker at se vore erotisk begavede husdyr (får, geder, avlssøer, puddel- og schæfertæver m.fl.) trives.

Det er ikke jalousi, der får mig til at advare, for kæmpekattene er som regel sexuelt indifferente. De drives alene af jagtinstinktet, og selv i mæt tilstand kan de finde på at antaste og likvidere de parringsdyr, som De, hr. von Münchhaus, ligesom jeg har investeret så meget foder og så megen emotionel kapital i.

Da min onkel, skibstømrer, senere hotelvært og aktieselskabskapitalist Q. P. Knockel-Andersen vendte hjem fra Siam ca. 1937, medbragte han en tiger ved navn Suzy, som i første omgang charmerede alle med sit tandsmil og sit kælne, spindende væsen. Efter nogle få nætter havde Suzy fortæret mindst et halvt hundrede af de domesticerede kalkuner, sexualhunde, flæskesøer og andre familiedyr, der trofast havde tjent egnens husherrer.

Billedet dokumenterer, hvad der blev af Suzy. Hendes herre måtte affinde sig med, at hun blev skåret op til konsum, og ikke engang som pølsefyld gjorde hun nytte. Kødet var for skarpt og bittert i smagen.

Ærede storherre, De vil bedre end nogen forstå at drage de nødvendige konklusioner og handle i lyset af disse.

På hjerteligst gensyn og med højagtelse signeret,
Deres

Louis