(Se eventyrets afsnit 2
her)
Højtærede Herr redacteur Knockel, Folkelivets Beskytter
og Disciplinens utrættelige Opretholder,
Med Frygt for, at trætte Dem og Deres tusindtallige
nyhedshungrende Læserskare, sender jeg ikke desto mindre
denne Beretning om min Sensommerfærd i det norske.
Men, en liden Forhistorie og lidt baggrund for denne
dumdristige Rejse til søs:
Tilbage i 1950'erne knyttede jeg Kontakt til en norsk
Officerskollega, som efter sin Retirering fra Tjenesten,
vendte hjem og rank og strunk fortsatte sine Fædres
omhyggelige Avlsarbejde med norske Skjærgaardsfaar.
Oven i Kjøbet paa en saa nordlig Post som Øen Roedoey,
beliggende ca. 66gr 4 min nord og 13gr øst; en Kende
nord for Polarcirkelen.
De egnede Exemplarer af denne, hans foretrukne Faarerace
formaar at færdes paa de næsten lodrette Klippesider,
medens de mindre- eller maaske egnede, styrter i Søen og
saa dog udgør nyttig Føde for Spækhuggere og de af
Havets Skabninger som iøvrigt maatte sætte Pris paa
fersk Lammekjød.
Gjennem Aarene har jeg flittigt corresponderet med
Tjodolf Guldbrand av Roed og udvekslet mangfoldige
Erfaringer om vore Yndlingsdyrs fortræffeligheder.
Endeligt var man kommet til den Conclusion, at de meest
robuste og i forhold til Fødeindtaget, meest givtige
Faar maatte være de norske Skjærgaardsfaar. Saaledes
ønskede jeg at erhverve et Par af Disse, og ifølge
Tjodolf var ingen Spørgsmaal til Hinder for dette.
Men efter at have indhentet Prisforlangender fra
den norske Hurtigrute, for Transport, Foder og Pasning
undervejs, maa jeg sige, at de fremførte Krav ingenlunde
modsvarede hvad man havde Lyst eller Formaaen til at
erlægge; tværtom udløstes en heftig Rødmen i mine Kinder
og Vand pressede sig paa i mine Øjne, ved Tanken om at
maatte opgive dette mit hedeste Ønske: At erhverve et
par norske skjærgaardsfaar.
Midt i min tungsindige Tumlen med svære Tanker, slog det
mig: Hvorfor dog ikke selv afhende de saa eftertragtede
Faar? Det kom mig for, at jeg jo ved Isefjordens Bred,
Stedet huskede jeg ikke saa nøje, fra gammel Tid havde
et sundt og sødygtigt Fartøj, ”De tre Lam”,
liggende.
Min beregnende Fader forærede mig i min ungdoms Dage
dette Fartøj, i Haabet om at Besværet med Sprydrig,
Topsejl og Klyver paa en lang Bom, og ikke mindst en 2½
HK Hundestedmotor snart ville fratage mig Lysten til det
maritime. Deri tog han fejl! Men sandt at sige, havde
jeg ikke skænket denne Halvdæksbaad mange Tanker, efter
at det tunge Ansvar for den fædrene Ejendom og Bedrift,
alt for tidligt blev lagt paa mine Skuldre. Det maa
erindres, at jeg jo blot var 68 Aar, og fra da af næppe
havde Stunder at fornøje mig i, udover hvad angaar
Husstand, Husdyrhold, lidt jagt og en smule Andet.
Da der i mit Gemyt ikke er langt fra Tanke til Handling,
sendte jeg straks Bud til mine gamle Sejlercammerater og
Gaster, Jacob og Dicke, om ufortøvet at drage til
Vellerup Vig, og faa ”De tre Lam” gjort søklar.
Man skal ikke trætte Dem, gunstige Læser, med
Beretninger om de to´s evindelige lamenteren vedrørende
sprukne Bord, manglende Kalfatring, bristede Klinker,
mørnet Sejldug etc.
Kort sagt: Ved beslutsom og handlekraftig Haandtering af
disse paastaaede Problemer, herunder hjulpet af et par
Svirp fra min gode hasselkjæp ”Skræp”, (som dog kun
anvendes i land) blev Skuden indenfor en rimelig Tid
gjort søklar. Gandske vist viste den sig at være
temmelig utæt i første Omgang, men efter igen at være
halet paa Land og herefter, efter gammel skik, at være
blevet grundigt smurt med Faaretælle i Naadder og
Bordlægning, flød den upaaklageligt i næste Forsøg.
Til De, som ikke maatte have Erfaring med Baade og
Skibe, kan det oplyses, at med et Fartøj som har
tilbragt Vinteren paa Land, ja,som i dette Tilfælde
adskillige Vintre og Somre, sker en vis udtørring af
Træet. Med nogle Døgns Taalmodighed, vil Træets kvælden
gøre Fartøjet tæt, men desværre havde jeg ikke
Taalmodighed til Saadant. Derfor den hurtigtvirkende Kur
med Faaretælle. Men den skulle komme os dyrt at staa i
Bekvemmelighed, for i Takt med, at det udtørrede Træ i
Bordlægningen kvældede, og Skibet saa at sige, af sig
selv blev tæt, udpressedes jo denne gode Materie.
Mine frimodige Gaster foreslog paa et Tidspunkt, at
Baaden omdøbtes til ”De fedtede Lam”. En saa
upassende Spøg blev naturligvis omgaaende besvaret og
tracteret med Stryg af den sekshalede Kat. (Den
nihalede, som er et kosteligt Arvestykke, lod jeg blive
hjemme). Det skal hertil føjes, at den af mig selv
udviklede Sekshalede Kat, har den samme samlede Vægt af
Blykugler, som den originale Nihalede. – Saa ingen Tvivl
om at disciplin og god Ordens Opretholdelse blev
effectivt iagttaget.
Illustrationen viser den originale nihalede Kat.
At der er en særpræget lighed med den krumpne
Grauballemand
skyldes, at Katten konstant er indsmurt i Blod, tildels
størknet.
Men det kan forsikres, at naar Dyret er i brug,
spredes halerne med de indsplejsede Blyklumper smukt og
lystigt.
Dette fortræffelige Redskab skulle senere vise sig, saa
at sige, at blive vor Rejses Redningsmand.
Til Disciplinens opretholdelse havde jeg, efter
adskillig Smiger og Overtalelse ydermere faaet Tilstand,
at medtage min gode hustrus kjæreste Skødehund ”Bloody
Mary”:
Den trofaste Champion ”Bloody Mary” foreviget
i Hustruens Urtehave i eet af hendes (Hundens)
mere venlige Øjeblikke.
En Chefen lydig Skibshund har til
alle Tider været en Gevindst for ethvert velordnet
Fartøj som agtes holdt disciplineret og rottefrit. Mit
fartøj, ”De tre Lam”, vil saaledes kompletteret med en
velafrettet og lettere frygtet Hund, kunne betegnes som
”Ship Shape and Bristol Fashion” som vi sagde i mine
unge Dage.
De to Gaster, som delte Kvarter i
det, indrømmer jeg, lidt trange Forlukaf, med Hunden,
(udelukkende af disciplinære Aarsager naturligvis),
klagede jævnligt over Bloody Mary´s constante
Flatuleren, og vægrede sig endog ved dagligt at maatte
rengøre efter hendes Defækering (Hun nægtede at forrette
det paa Dæk eller i Lastrum).
Men Dette var mindre Problemer, ja
egentlig slet ikke ”Problemer”, da Man jo, som den
forudseende Chef, som ovenfor beskrevet, havde medbragt
et egnet Disciplineringsredskab.
Det enkle Raad var: Hold
Skydekappen aaben ! Thi som skrevet staar:
”Hvem er den, som ikke føler Glæde og Lungernes
Vederquægelse ved den friske Luft, og hvem haver faret
paa Søen og ikke følt dens Mangel i Lasten og imellem
Dækkene.”
”Underste dæk skal i got Vejr skrabes, svabres, skrubbes
og rengiøres, att intet Skarn bliver liggende bag
Trappen, under Spillet, ved Masten, i Pisse-Bakken og
mellem Beedings-Knægterne”.
I
den agterste Accommodation, indrømmer jeg, blev Luften
til Tider en Kende kvalm, da jeg Alder og Skrøbelighed
taget i betragtning, meestendels lukkede til for at
undgaa det evindelige Sprøjt af Søvand.
Men mine tidvise
tilbagetrukne Periodeer hindrede dog ogsaa, at den
menige besætning ikke observerede Chefens, i
Begyndelsen, tilbagevendende anfald af Søsyge. Blot
maatte man jo søge ensomme Øjeblikke, til at tømme
Natpottens Beholdning af Spy ud.
Men jeg foregriber den
egentlige Rejsebeskrivelse som, hvis Herr
redacteuren vil det, tager sin Begyndelse i Afsnit to af
denne fortsatte beretning.
Glæd Dem, gunstige Læser til beskrivelsen af Kost
ombord, af Sammenhold om et fælles Maal og til den
udførlige Beskrivelse af Livet ombord, paa den
storslaaede, heroiske Rejse mod Nord og tilbage igjen.
(Fortsættes)
Deres hengivne
Severin v. Münchhaus
Meget ærede ven og sagkyndige
storkorrespondent, verdenshavenes og fåreflokkenes
betvinger!
Af hjertet tak for denne saltfriske, rigt illustrerede
rejseberetning, som visselig vækker tørsten efter
mere.
Jeg og bladenes tusindtallige læserskare
imødeser med glad forventning efterretninger om det
videre rejseeventyr samt eventuelt nogle linjer om fårenes
landgang og de glædesfester af forskellig art, som
tilstedeværelsen af de norske ædeldyr må have afstedkommet
på Deres midtsjællandske hjemegn.
Atter tak og med talrige ærbødigt tjenende hilsner
Deres
ANDET, RIGT ILLUSTREREDE afsnit
af rejseeventyret forefindes
her
DIREKTE ADGANG til
samtlige hr.
von
Münchhaus' lødige bidrag
her
