|
En æra af røg
Af dr. Octavius Gaster
Da husmandssønnen,
automobilmekaniker Torkild Fehd i 1936 bragte de første
rygelyngplanter med sig fra en opdragelsesrejse til de
preussiske heder, var han fuldstændig uvidende om, hvilket
finanseventyr han bogstaveligt talt lagde roden til.
At han kun få år senere i
en forholdsvis ung alder af 57 skulle blive Nordjyllands og
Danmarks første lyngbaron (den første og fremmeste i en lang
række af hæderkronede stormænd), kunne ingen på det tidspunkt
have forestillet sig.
Produktionshallen i Tjald Storpibefabrik. Trækkraften var to
yngre
avlsorner i en trædemølle i det tilstødende lokale.
Avlen af rygelyng og den
mangfoldige anvendelse af produktet er et kapitel for sig selv i
Nordjyllands historie. Interesserede kan jævnføre sig med
detaljer i Fehds erindringbog fra 1958, 'Fehde Tider', udgivet
af Tjald Rygelaug, der indeholder en detaljeret gennemgang af
rygelyngens historie fra tidlig jernalder op til vor tid.
Lokalhistorisk Arkiv i Tjald har
endvidere bevaret mange af egnens både morsomme og historisk
interessante Rygebøger, ført af rygere fra alle klasser og
kaster i 40'erne og 50'erne, hvor lyngrygningen bragte velkommen
adspredelse til folket i en tid plaget af hungersnød og
sygdomsepedemier og en skammelig moralsk deroute, der har haft
ubehagelige konsekvenser helt op i vor tid med forsømmelser udi
såvel pædagogik og opdragelse som almindelig folkesundhed.
Statslig misforståelse
At anvendelse af rygelyng
på skandaløst vis blev afviklet sidst i 1970'erne og siden kun
har været praktiseret af enkelte foreninger og de få
tilbageværende rygelaug samt loyale og trofaste enkeltpersoner i
egnen omkring Tjald, er både skammeligt og fattigt.
At uskyldig lyngryngning
skulle være usundt for folkesjælen og af det statslige
formynderi stadigt sidestilles med misbrug af diverse rusmidler
- såsom tyggegummi, urtethe, danskvand, skummetmælk, maltbolsjer
og det der er værre - kan undre enhver, der har kendskab til
traditionen. Uvildige eksperter har siden 70'erne forgæves
forsøgt at rette op på denne misforståelse, og skønt både
medicinsk og social forskning godtgør, at lyngrygning både er
sundt for helsen og det folkelige fællesskab er det regulære
forbud mod såvel almindelig produktion som besiddelse og handel
fra 1981 stadig gældende.
Med tanke på folkesjælen
vil denne korrespondent i det nærværende koncentrere sig om de
positive virkninger som 40 års intensiv rygelyngsproduktion dog
har haft på det lokale samfund med fokus på erhvervseventyret
Tjald Storpibefabrik.
Primitiv klosetrygning
Ikke mange er i vor tid
klar over, at Tjald Pibefabrik, tidligere Tjald Snedkeri, blev
etableret med baggrund i efterspørgslen af storpiber i 50'erne.
Snedkeriet var på det tidspunkt eneste virksomhed i området med
kapacitet og ressourcer til produktion af den klassiske storpibe
til fællesrygning af rygelyng.
Traditionen med fællesrygning
opstod som en konsekvens af det sociale aspekt af lyngrygning
allerede under Tyskerkrigen i 40'erne.
Det første eksempel på
beretninger om primitiv fællesrygning finder man i Tjald
Folkeblad, der i april '44 i en notits fortæller om storbranden
i Vestergade, hvor 4 ejendomme brændte ned til grunden, fordi
lyngrygere havde anvendt et kloset til fællesrygningsformål og
glemt at kradse kummen ud, således at gløder senere på natten
antændte klosettets træværk og forårsagede ildløs.
Klosetrygning, som den ifølge et samtidigt diagram kunne
foregå.
At klosetter - tør- såvel som vandklosetter - var udbredt til
dette formål fortæller andre rapporter fra både Krassinge,
Vridtofte, Sønder Ladeport, Tvivl og andre forstæder. Ved hjælp
af gummislanger og forskellige udboringer udstyrede gesjäftige
innovativer retiraderne med udstyr, så man kunne samle helt op
til 40 rygere omkring et enkelt stop - typisk af lokal rygelyng
i en mængde svarende til 5 - 6 skippund pr. stop.
Gruekedlerne i byens
vaskekældre havde også rygernes interesse, men anvendelsen af
disse var knap så udbredt, da vaskekoner og husmødre i de
pågældende opgange misbilligede aktiviteten, dels på grund af
den udprægede røgudvikling, der tilsmudsede det rene vasketøj,
men også fordi rygerne selvsagt optog gruekedlerne, når de
skulle have været anvendt til deres oprindelige formål.
Fra snedkeri til fabrik
På grund af den almindelige
brandrisiko tillige med forskellige tilhold og forordninger fra
myndigheder og massive protester fra lokale husmorforeninger
besluttede det nystiftede Tjald Rygelaug i 1946 at opfinde en
mere sikker metode til fællesrygning. Således kunne man i maj
1947 aflevere de første tegninger og tekniske detaljer til Tjald
Snedkeri, og produktionen af storpiber kunne iværksættes.
Storpibeproduktionen var
lidt af et eventyr for Tjald Snedkeri, der under kyndig og
streng ledelse af forvalter og maskinmester Simon Drønnert
udviklede sig fra en mindre virksomhed med 4 ansatte til en
fabrik med over 500 medarbejdere. I '58 valgte man at
specialisere sig udelukkende i pibefabrikation med vægten lagt
på storpiben, som blev patenteret allerede i '51.
I '80 måtte Drønnert på
grund af krisen flytte produktionen til Nederlandene, hvor
lyngrygning stadig praktiseres.
Tjald Storpibefabrik
overgik til prokurator Farmann Strygh (siden 1962 tillige
borgmester i Vridtofte), for hvem det lykkes at holde
produktionen af småpiber i gang endnu en årrække, inden han i
1990 indgik samarbejde med Tvivl Savværk og omlagde produktionen
til det vi i dag kender som Tjald Atomsnedkeri.
Smugrygning i kældre
Hvad der i dag forekommer
nationale interesser som utugtig fortid har altså haft
konsekvenser i det nordjyske erhvervsliv, der stadig kan måles
på såvel beskæftigelsesområdet som i folkeånden. At
lyngrygningen, som sådan, i beskedenhed bibeholdes enkelte
steder kan kun betragtes som evidens på egnens autonome
folkestolthed.
Man mødes stadig, jævnligt,
af den karakteristiske sødlige lyngrøg på retiraderne i Tjald.
Og de fleste uoficielle rygeklubber har lokaler i de nu nedlagte
vaskerum under byens huse, hvor der fra tid til anden til
gensidig glæde og adspredelse tændes op i gruekedlerne til
fælles smugrygning.
Se også:
Refrænsangeren
Jens
Grangræns opvækst i
rygermiljøet
Tilbage til forsiden
|
