
●
Besøg vort universelle,
gratis
artikelarkiv
(emneopdelt)
● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)
● Knockelslægtens
og avisens historie
● Landsbytossen nu
også
i bogform
● De knockelske
årskalendere
● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i
● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt
●
Retur til forsiden |
Hånddrevet
disciplin for viderekomne:
Lussingkursus afsnit 2

Af
Asmuld CORONA,
f. 1932, førstelærer ved Nørre Usseldrup
Eksamensskole 1944,
disciplinansvarlig siden 1967Gennem et langt liv i
lussingfaget har jeg suppleret den ordinære, flade lussing med
forskellige varianter, som jeg på De Knockelske Blades opfordring
gerne delagtiggør en interesseret offentlighed i.
Kontralussingen har haft sin største
udbredelse på Østfyn, hvor jeg første gang så
den anvendt af fhv. underkorporal Valdemar Busch (1861-1954). Han drev
på sine ældre dage en verdslig søndagsskole, hvor
børn af ikke-troende familier blev beskæftiget med
forskellig udenadslære, mens lussingerne faldt i tætte,
krappe byger. Valdemar Busch slog en hård, flad
højrehåndslussing, som lå skråt op ad
lussantens hoved, og specialiteten bestod så i, at en lynhurtig
venstrehånd kom svirpende nedefra, bragte hovedet tilbage i
stilling og muliggjorde endnu et højrehåndsslag,
kraftigere end det første. Valdemar Busch trådte derefter
rask til side og gik videre. Ikke nogen påfølgende
inspektion af slagets virkning, ikke nogen tomgangssnak, lussanten stod
alene og glødende tilbage.
Op- og nedadgående
svirpelussinger er
min variation af denne teknik. For den uøvede iagttager kan
disse lette, glidende lussinger, som udføres samtidig på
begge kinder, minde om kærtegn, men tro mig, lussanten oplever
dem ikke sådan. Det er en teknik, der skal trænes
længe, og den forudsætter en rank og lydig lussant, idet
der jo ikke er nogen hånd ledig til et eventuelt stabiliserende
greb i øret eller håret.
Masselussering har jeg praktiseret enkelte gange,
når en hel klasse havde gjort sig skyld i disciplinære
forseelser, og jeg mindes også en søndag, da vor
fodboldklubs førstehold havde tabt en oprykningskamp mod
Gisselrød. De unge mænd blev da opstillet efter
højde i to rækker med cirka halvanden meters mellemrum.
Jeg gik ned imellem dem, mens begge arme roterede, og der faldt en byge
af smældende slag. Da jeg nåede til enden af rækken,
blev de med et råb beordret 180 grader rundt, og jeg kunne
så gå tilbage og ramme dem på den anden side af
hovederne. Denne min straffende vandring blev gentaget nogle gange, og
bifaldet var langvarigt.
Lussinger med tør eller
våd handske
kender jeg bedst fra min forgænger på eksamensskolen,
førstelærer Borgfred Ambjørn (1851-1938). På
sine ældre dage havde han vanskeligt ved at opnå fuld
slagstyrke, især hen på eftermiddagen, og han lod derfor
sin hustru tilvirke en kradsuldshandske, som gjorde, at den gamle arms
slag alligevel ikke blev glemt lige straks. Når Ambjørn i
vintertiden skulle patruljere i skolegården, dyppede han sin
handske i koldt vand. Fra min tid som hans elev husker jeg den på
én gang isnende og glødende fornemmelse af disse
lussinger, og jeg så gerne, at handsketeknikken fik en
opblomstring, især øst for Storebælt.
Luftlussinger. Her skal afstanden mellem
lussantens hoved og den straffende hånd beregnes med millimeters
nøjagtighed, og det er følgelig nødvendigt at
gribe om lussantens øre og holde det ventende hoved helt stille.
Den let hulede slaghånd trækkes tilbage og flyver mod
målet, men standser 3 til 5 mm fra kindhuden, så der kun
afsættes en fornemmelse af trykluft og en form for omvendt chok,
fordi kinden ikke fik det ventede slag. Efter to-tre luftlussinger
kommer naturligvis det fuldgyldige smæld, og man slipper som
ovenfor straks lussanten og går videre.
Endnu i den forløbne vinter har
jeg haft en del vikartimer på eksamensskolen, og jeg modtager i
mit hjem enkelte privatlussanter til lektiehjælp og almen
afretning. Ligesom den aldrende Borgfred Ambjørn må jeg
lejlighedsvis gøre brug af hjælpemidler, og jeg har gjort
nogle lovende forsøg med den her på egnen fabrikerede
lussingmaskine. Til kvantumslussering synes den
at gøre glimrende fyldest.
Jeg håber hermed at have bibragt mine
kursister så megen viden, som det nu engang er muligt, når
de befinder sig uden for rækkevidde af en erfaren lærers
bøffellæderagtige håndflader.
Til lussingkursus lektion 1
Til lussingkursus lektion 3
|