Dette festligt strømmende syn byder turisterne velkomne.

Det var med stor glæde, at direktør Malthe Pannespæk i går modtog nyheden om, at vor nye forlystelsespark, Søhøjlandets Gyllelagune i Klamhuse, er kåret som årets bedste.

Det er ikke uden grund at parken tildeles denne store ære, da der er lagt både hårdt arbejde og stor nytænkning i etableringen af den originale park. Charmerende små vandsporvogne sejler roligt rundt til publikums begejsring, mens eksotiske iglearter i metalliske kulører kilder de besøgende på benene.

Parkens hovedattraktion bliver en 4 km høj svævebane, der skal gå gennem de utilgængelige områder af lagunen.Elektriske ål afskærmet af et kraftigt gummihegn leverer strøm til driften af svævebanen, som visse steder også kommer til at gå under gyllens overflade.


Gylleturister med og uden gummistrømper nyder sommeren i Klamhuse.

Alle dyr må fodres med medbragte specialiteter, og der er sandelig også tænkt på de små: En viskelædertombola og en bestand af tamme albinokrokodiller vil glæde børn og barnlige sjæle.

Man kan grille i parkens område ved et af de mange flydende ildsteder, der er sat op, men der er også mulighed for at købe af egnens særlige specialitet,den røde flæskesuppe, eller mere eksotisk: Man kan besøge den polske restaurant etableret på en særlig tømmerflåde. Holder man af vort lokale kunsthåndværk, er det også i Søhøjlandets Gyllelagune, man skal slå til. De højt skattede fækaliejydepotter sælges nemlig her, og de vil pynte i enhver vindueskarm eller som hovedprydelse på svigermødre født før 1950.

En glad Malthe Pannespæk udtaler: "Vi håber, at kåringen af parken vil resultere i en øget turistmængde, og fortsætter turisterne med at strømme ind, er det ikke umuligt, at vi kan aftage endnu mere gylle og skabe 700-800 lokale arbejdspladser, hvilket vil have en stor betydning for egnens økonomi på sigt."


Redaktionen takker af hjertet Rositha Drøbelfetichist for
denne lødige korrespondance. Fr. Drøbelfetichist deltager
nu i konkurrencen om vort korrespondentautomobil 2008.

Til næste korrespondance

Tilbage til forsiden