Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)


● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere


● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt


Retur til forsiden
 

Urinudslip truer folkesjælen


Mistanke om landsskadelig
aktivitet på Tvivl-egnen


Et hede-område på 6 kvadratkilometer syd for Østre Lavlund blev i morges afspærret af Tvivl Irrigulære Sikkerhedstjeneste (TIS), den genrejste Tvivl Storgardes efterretningsafdeling. Indtil videre er der ikke kommet nogen officielle forklaringer, men ifølge sædvanligvis velunderettede kilder er områdets indbyggere blevet interneret i TIS' underjordiske hovedkvarter 'et sted' i Tvivls omegn.


Vore kilder fortæller endvidere, at operationen er iværksat på baggrund af et udslip af affald fra et hemmeligt urinsorteringsanlæg, der angiveligt skulle befinde sig i området. Det er nødvendig at sortere urin for at kunne berige det. Beriget urin har, som bekendt, en række egenskaber, der gør det egnet til konstruktion af særdeles effektive sprænglegemer.



Teknisk undersøgelse af et af de 345
konfiskerede vandklosetter
.

- Vi har længe vidst, at ét eller andet ejendommeligt foregik derude, fortæller lokal gårdmand Gerner Viskepind, der ønsker at være anonym, til Deres korrespondent. - Jensine henne fra Brugsen fortæller, at der i løbet af sensommeren og efteråret har været et rend af mistænksomme personer, der alle indkøber store partier af vejsalt.


En henvendelse til den lokale brugsforening bekræfter sandheden i dette. Det viser sig at de sidste 28 paller af ialt ca. 45 tons vejsalt i tirsdags blev afleveret ved en tilsyneladende nedlagt ejendom 3,5 km væk fra Endeløse Landedvej, der løber gennem det afspærrede område.


- Vi gik rundt en halv time og kaldte, men der lod ikke til at være nogen hjemme, fortæller uddelerens søn, Per Fiid, der ikke ønsker sit navn frem i pressen. - Så vi lagde en seddel i vindueskarmen og kørte hjem.


Det er almindelig kendt, at vejsalt anvendes til sortering af urin. Processen er ukompliceret men ikke ufarlig. Problemet med urinsorteringen er de store mængder af frasorteret urin, der med sin ustabile molekylærstruktur skal behandles med stor forsigtighed.


Adspurgt om årsagen til afspærringen udtaler talsmand for Tvivl Storgarde, oberst T. Bundolo: - Det er blot en rutineforanstaltning. Der er ingen grund til bekymring.


På trods af militære forsikringer er stemningen på egnen trykket af mistankerne om samfundsskadelig virksomhed. De mange ubesvarede spørgsmål hensætter befolkningen i tavs mistænksomhed, ikke blot overfor udefra kommende påvirkninger, så som turister, gæstearbejdere og nødhjælpsorganisationer, men også over for hinanden. Den ellers stabile folkesjæl vakler.



19-årige B. X. Bundolo, søn af gardens oberst T. Bundolo

(se artiklen) er midlertidigt indsat som cykelordonnans
med en nødforsyning på 10 liter beriget urin.


- Vi kan jo ikke vide, hvem det er, der går og laver numre, fortæller en anonym kilde ved Østre Lavlund Apotek, Pia Hareskaahr-Olesen. - Jeg er heller ikke upåvirket. Vi har mange vanddrivende produkter i vort sortierment, og de er ikke alle receptpligtige. Hvordan skal jeg forholde mig, når mistænksomme typer forlanger flere kasser af produkterne og adspurgt forsikrer, at det er til eget brug? Jeg mener, forretningen skal jo også løbe rundt...


Sidste nyt i den mystiske sag er en husstandsomdelt meddelelse fra Østre Lavlund Vagtværn, der advarer lokalbefolkningen mod urintyveri. Et kig i statistikken godtgør, at advarslen ikke er uberettiget. Alene sidste år blev der i Lavlund Sogn begået ikke mindre end 674 deciderede urintyverier med et samlet udbytte på 56 hektoliter ren urin.


Det er ikke uden bekymring, at Deres udsendte vil følge udviklingen.


Se alle dr. Gasters lødige
depecher her

Retur
til forsiden