Besøg vort universelle,
gratis artikelarkiv
(emneopdelt)


● Besøg det overdådigt
bugnende totalarkiv
(alfabetisk)

● Knockelslægtens
og avisens historie

● Landsbytossen nu
også i bogform

● De knockelske

årskalendere


● Folkelige kampagner,
som alle kan deltage i

● Skriv til vor døgn-
åbne redaktionsvagt

 

Nye manuskriptfund
af højeste lødighed

Under vor årlige gennemgang af Byroets arkiver fandt en medarbejder vedlagte dokument. Da det ikke har været muligt for herværende kræfter at fastslå hverken tid, sted eller forfatter, tillader jeg mig at videresende en faksimile af det fundne, således at De eller Deres effektive og trofaste medarbejdere, om De skulle finde det interessant, kan foretage Deres egen efterforskning.

Grunden til, at jeg tænker, det kan have Deres interesse er, at kuverten, dokumentet blev fundet i, var afmærket 'Nordjydsk Forbund af Spiritualister'.


Om at være rar og hjælpsom


En dag hvor han havde glemt at tage sin medicin

ringede Vagn og sagde, at jeg skulle komme og smage hans vin.

'Den er hjemmelavet og du er jo en kender,'

sagde han, så jeg tog afsted - for man skal være god ved sine venner.

 

Efter første glas kunne jeg kun give ham ret,

efter de næste tre faldt jeg ned af min taburet.

Men hvad pokker man kan også drikke liggende på et gulv.

Vin er vædske og løber nedad - og munden er blot et hul.

 

Vores dialog bestod fortrinsvist af skrål

og alt hvad jeg kan huske af samtalen er ordet 'skål'.

 

Jeg husker ikke helt, hvad lægen sagde,

han tabte mig lige efter sit 'Goddag',

men da jeg vågnede op lå jeg i en seng

med hænderne over dynen som en artig dreng.

 

Der var mange unge piger og de var alle klædt i hvidt,

og de smilte allesammen så jeg tænkte 'Hva' skidt'

 

Her lå jeg så en uge og pissede i en pose

mens jeg ventede på overlægens fine diagnose.

Han kom og tog min puls, sagde 'Godt' og 'Den er fin'

og så ville han i øvrigt gerne høre om dét dér vin.

 

Jeg kunne se, at han var tørstig, så jeg tænkte 'Hvad Fanden...'

og gav ham Vagns adresse - man skal jo hjælpe hinanden.





Meget ærede dr. Gaster
 
Modtag redaktionens dybfølte tak for, at De så gavmildt deler dette værdifulde tekstfund med vor tusindtallige læserskare.
 
Kan teksten tilskrives den tidligere af Dem præsenterede  masturbationslyriker O.N.Andersen? Næppe. Disse vers forekommer mere muntre og hverdagsagtige i tonen end de eksistentielt udfordrede bekendelsesstrofer, som vi husker og beundrer O.N.Andersen for.
 
Sangbare virker versene også, så måske får vi dem at høre i en hit-version fra Jens Grangræn. Man har lov at håbe.


Eventuelle bidrag til opklaring af manuskriptets proveniens modtages her.

 

Med respektfuld personlig hilsen

undertegnet, Deres

Louis B. Knockel

 


 

Digteren afsløret, navnet er

Vagn Schnuppelgreitz

 

Exprestelegram fra hr. von Münchhaus, Tersløse:

 

Højtærede Herr Redacteur og særdels agtede Herr Dr.Dr. Gaster:

Tillad mig i mit ungdommelige Overmod at hævde, at man udmærket kendte denne Vagn. Og, omendskjønt ugerne, gaar jeg ikke desto mindre, undtagelsesvist i Rette med Herr Redacteuren i Spørgsmaalet om Sangbarhed.

Denne Vagn var en udpræget Epigon, og i de Kredse, hvor vi mødtes, anset for en Person, som slet ikke formaaede at skrive sangbare Tekster.
Det beskrivende og følesmæssige Indhold i Vagns Tekster kunne ingen klandre, de var følelsesfulde, romantiske og stærkt fængende. Men Sangbarheden! Skulle det anførte, for Eksempel kunne synges på Melodien "Vift stolt paa Codans Bølge"? De maa give mig ret!
 

Et af de sidste kendte billeder af Vagn Schnuppelgreitz er

dette pladeomslag fra 1954. (For- og bagside modstillet.)

Vagn Schnuppelgreitz fik, allerede i min og sin Ungdom, et trist Endeligt. Da det førende kjøbenhavnske Musikforlag, han havde henvendt sig til, afviste at publicere hans Lyrik, med den Begrundelse, at Herr Carl Nielsen ikke fandt det muligt at melodisætte Versene, blev Vagn saa deprimeret, at han lod Døre og Luger staa lukkede, saaledes, at han sammen med sine syv  Geder og to nysimporterede tatjikkiske Tykhalefaar, lod sig forgifte af en fælles Tarmgasudledning og heraf afledt Explosion. Da han forsande var et Barn af Byen, fik han en storstilet Jordefæstelse.
 

Den Rustvogn, som dengang anvedtes, var trukket af fire sorte Heste. Hestenes hove var naturligvis altid sortlakerede, Tænderne ligeledes. Men ved ganske særlige Lejligheder, gnubbede Bedemanden ogsaa Hestenes Øjne med Løg. Når Begravelsestoget saa bevægede sig gjennem Kjøbstadens Gader, saaes det tydeligt, at Her deltog selv Trækdyrene i Sorgen, gennem deres Taarestrøm.
 

Schnuppelgreitz var ikke nogen stor mand, mens han

levede, men begravelsen blev en folkefest.

Saadan foregik ogsaa Vagn Schnuppelgreitz´s Jordefæstelse. Ingen af hans højtskattede Husdyr var i Stand til at deltage, da venlige Naboer forlængst havde sikret sig de overlevende. Men mangfoldige, øvrige Naboer, som ikke var berørte af særlige Eksplosions-eller Lugtpaavirkninger fra den tragiske Hændelse, fulgte loyalt den rosendækkede Rustvogn. De fleste af Følget græd lige saa heftigt som de fire prægtige Frederiksborgheste.

Min Søsters nieces Vaskekone paastaar, at være i besiddelse af en Beholdning af Vagns lyriske Arbejder. Saafremt Herr Dr.Dr. Gaster, som aabentbart, udover Deres højt respecterede militære Erfaringer og Færdigheder ogsaa, ved sit Deres Hjerte nærer en Svaghed for Poesiens blaa Blomst, maatte have Interesse i dette Materiale, staar man naturligvis gerne til Raadighed.(saafremt Vaskekonen ikke i Mellemtiden har benyttet Papirerne, i Forbindelse med Optænding under Grukjedlen.)

Tolkning af digtet


Uden at ville udgive mig for særligt  kyndig i Poesi kan jeg tolke det Digt, Herr Dr.Dr. Gaster fortjenstfuldt har fremdraget fra gjemmernes Bog, som udpræget selvbiografisk.
 

Den administrerende toksiologioverlæge, Herr A. Buse II (udaf en bekjendt Helerfamilie på Grindstedegnen) som fattede dyb Interesse i Vagns Tilfælde og delte det tildels, har, i Lighed med den tidligere omtalte Vaskekone  efterladt sig en mindre Samling af Vagn Schnuppelgreitz´s særlige Specialitet: Limerick´et.

Man tør paastaa, at netop indenfor denne særlige Versform, foldede vor Poet sig fuldt ud. Som litterært dannede Personer ved vi naturligvis, at Versformen kræver at sidste Ord i første Linie maa være et Stednavn, at Versformen er AABBA og at sidste Linie skal være mindst tvetydig og helst sjofel.

Her, et Eksempel, som Dr. A. Buses Arvinger tillader offentligtgjort, idet man dog ønsker ikke at kunne identificeres, af frygt for Sydjydske Hjemmerøvere, der netop værdsætter saadant litterært Materiale højt. Auktionspriser for Originalmanuskripter rækker jo som Guds Miskundhed, til Himlene!

Naa, her kommer saa Eksemplet:

En Pige i Jels,
syntes Arbejd var træls.
Saa aabned hun op
for hvert Hul i sin Krop.
Nu har hun Mercedes og Pels.


Man har i Parantes bemærket set, at Andre Skribenter har villet tage Æren for denne lille Genistreg, men efter min bedste Overbevisning staar vi her med een af Vagns virkelige Manifestationer af poetisk og lyrisk Talent´, særligt med den overrumplende sidste Linie.

Man vil stedse fastholde, at sangbart er det ikke, men i Betragtning af, hvor disharmonisk og til Tider, direkte frastødende, Fællessang kan lyde, skulle man ikke klandre Vagns Poesi for manglende Sangbarhed, men tværtom glædes ved hans til Tider letløbende og sprudlende Pen.

D´Herrers ærbødige
Münchhaus

 


Dr. Gaster fremsender endnu et

litterært mesterstykke fra den i sin tid
så produktive s
chnuppelgreitzke pen:

 

Adjø til min brune ven

 

Jeg har prøvet det tit, jeg har været her før,

det er ned i en kælder og gennem en dør.

Her ved jeg der findes forløsning og glæde.

Jeg sukker og sætter mig på det fedtede sæde.

 

Jeg kommer kun her med det formål at skide

at føle det lette, at føle det glide.

Skæbnen ville jeg skulle herhen,

og den vil også føre mig ud igen.

 

Længe bar jeg dig i mit skød,

resultatet af mødet mellem mand og oksekød.

Jeg be'r en stille bøn som en tapper soldat

så presser jeg til - men uden resultat...

 

Vo intet vover, intet vinder!

Det dunker i min tinding, det svi'r i mine kinder.

Jeg presser igen, men intet sker!

Jeg sveder, åh, har jeg mon kræfter til mér'?

 

Jeg troede, at jeg skulle af med en arm!

Hvad er det for noget? Er det falsk alarm?

Jeg strammer mig an og krummer min tå,

og så kan jeg pludselig mærke det gå!

 

At dømme efter lydene i min tarm,

burde du være tung og tyk som en arm.

Men jeg kan forstå på det sagte plump

at der kun er tale om en lille klump.

 

Som det før er sket for andre mænd,

må jeg sige farvel til min brune ven.

Således nærmer sig afskedens stund,

et stille 'adjø' forlader min mund.

 

Et øjeblik ligger du på kummens bund og vugger.

Jeg trækker i snoren, og cisternen sukker.

Så meget jeg ville, så lidt fik jeg gjort.

Jeg tørrer mine øjne, mens du skyller bort.

 

Jeg ønsker dig held på rejsen, min ven,

og håber aldrig at se dig igen.

 


 

Vor ven hr. S. von Münchhaus bringer mere
nyt om den genopdagede folkedigter:

Schnuppelgreitz-digt

sætter auktionsrekord

Herr redacteur,
saafremt De ikke allerede maatte have erfaret Dette:

Paa De Sønderjydske Kaalrabi-, Svine og Dokumentauktioner blev i afvigte Uge sat en bemærkelsesværdig Rekord!

Den berømte toksiologi- og misbrugsekspert Dr. A. Buse II´s Arvinger havde sat et hidtil ukendt Manuskript af Vagn Schnuppelgreitz til Salg. Vurderingen var, fra Auktionshusets Side, forsigtigt sat til kr. 1,85. Men det let krøllede, urinplettede, haandskrevne Manuskript opnaaede Hammerslag ved det rent utrolige Bud af kr. 6,75!  Den ukendte Købers Bud blev løbende indtelegraferede. Og til selve Hammerslagets Beløb skal jo lægges Auktionsgebyr, Haandteringsafgift, obligatorisk Afgift til Svinestaldsfonden og Omkostningerne ved en sikker Transport til Købers armerede  Bankbox.

Dr. A. Buses Arvinger forklarer, at de omend modvilligt, skilte sig af med dette arvede Klenodie for, at forebygge Fædrenehjemmets tiltagende Forfald, og saaledes for Provenuet vil lade en ny Tjærepaptækning komme Huse og Udbygninger tilgode.

Proveniens og Ægthed af Manuskriptet havde forud for Auktionen undergaaet en nøje Granskning ved Herr. Licentiat Poul M. Møller-Fusskaltz, hvis Troværdighed, i hans Egenskab af tidligere Skibspræst ikke kan drages i Tvivl.

Deres Ærbødige har selv haft Lejlighed til at se Objektet og kan kun bekræfte, at det efter min bedste Overbevisning drejer sig om eet af Vagns fineste lyriske Arbejder:

En Ungmø fra Byen Klamhuse

Som tidligt blev Digterens Muse

Blev vild som et Dyr

Naar han kom med sin Fyr

Saa hun skreg: Kom saa her, Bukke Bruse..

Et Digt af største poetiske lødighed og et Bevis paa Schnuppelgreitz´s særlige Talent for, i kort Form, at gøre ganske dagligdags Fænomener til stor Poesi.

Man søger at opretholde Kontakt til Dr. A. Buses Arvinger idet man har en begrundet Mistanke om, at omend Disse hævder at Dette var det sidste Manuskript i deres Besiddelse, ligger det Overlæg bag, at gradvist frigive yderligere Originalmanuskripter fra deres Arvelod, for Gang paa Gang at presse Prisen opad.

Saafremt De, Herr Redacteur, ved lejlighed maate ønske at delagtiggøre Deres Publicationers betydelige og poesihungrende Læserskare i denne Text, kan det trygt gøres: Den 50-aars Ophavsret som gælder for Litterære værker, er for længst udløbet.

Forbindtligst
v. Münchhaus

 



Se også:

Masturbationslyrikeren

O.N.Andersen genopdaget

 

Tilbage til forsiden