|
Nyt pige-ensemble
nomineret til
årets Fizzan-pris

Den årlige uddeling af
Fizzan-prisen nærmer sig, og navnene på de nominerede kunstnere
offentliggøres på sædvanlig vis over en periode på tre uger
forud for begivenheden.
Fizzan-prisen blev første gang
uddelt 6. august 1948 af den legendariske nordvestjyske ølbas og
impressario Jens Otto Fizzan, der på det tidspunkt havde haft en
succesfuld karriere som professionel brummer ved ind til flere
fonografiske indspilninger, hvor han blandt andet brummede for
internationale navne som Fisker-Karen, Knud Aages Kvartet og
hjemstavnssangerinden Dorrit-Elisabeth. Sideløbende med sit
kunstneriske liv markerede Fizzan sig som den første af en serie
af nordvestjyske impressarier, hvem vi kan takke for egnens
varierede og farverige udbud af folkemusik.
Siden '48 er Fizzan-prisen blev
uddelt til så prominente navne som Laustballe
Træde-orgelkvintet, slagstøjsfænomenet Leo Springballe, Tvivl
Folkedanserlaug for Arm- og Benamputanter og Tidsel-Jyderne,
blot for at nævne et par eksempler.

Trods negative anmeldelser er pige-sekstetten Evas
Testikler på vej
mod popularitetens strålende tinder.
Første offentliggjorte nominerede
til årets Fizzan-pris er den nydannede pige-sekstet, Evas
Testikler, der med deres bramfri optræden og frivole
tekstunivers allerede har opnået stor popularitet i det
nordvestjyske. Sekstetten henvender sig, ifølge førstedame Klara
Ohrm-Kruthkuse, til enhver kvinde, der til dagligt kæmper for
sine rettigheder i en mandsdomineret kultur. Måler man efter
ensemblets umiddelbare succes er denne fokusgruppe rigt
præsenteret i Tjald og omegn, hvor salget af deres debut-single
'Matronevalsen' toppede i maj med hele 37 eksemplarer.
- Mange kvinder har længe været
godt og grundigt trætte af den mandsdominerede folkemusik-kultur
på Tjald-egnen, fortæller den livlige og karismatiske førstedame
til Deres udsendte. - Disse langhårede skægaber af
typen Jens Grangræn med deres
harmonikaer og pibeorgler trænger til et såvel fysisk som
åndeligt modspil. Og det har de fået i Evas Testikler!
Nøgendans og hærværk
Ensemblets provokerende
sceneoptræden, hvor der blandt andet indgår både nøgendans,
afbrænding af musikalske instrumenter og recitation af klassisk
vestjysk kvindesags-litteratur, har fået en del kritikere til at
reagere prompte. Således offentliggjorde Tjald Folkeblad
allerede før debutalbummets udgivelse en regulær banbulle på
hele fire spalter, hvor Evas Testikler fik gloser som
'folkesjælsundergravende', 'ungdomskorrumperende' og 'slet og
ret usigeligt smagløst' hæftet på sig.
I flere anmeldelser
harceleres der over 'tekstuniversets primitive og ganske
ukristelige plathed' (Tvivlposten 4/5), den 'pinlige udstilling
af kvindekroppens forfald' (Tjald Folkeblad 13/5) og 'en
usædelig lyssluppenhed, der forplanter sig til publikum, der
rask væk aftager klæderne og ligefrem springer op på scenen for
at medvirke!', (anmelder Sigurd Sivebrönn i Løsarbejderen 2/5).
Arrangører af ensemblets
legendariske optrædender bekræfter publikums livlige opførsel
ved koncerterne. Adel Lummerby, halbestyrer ved Tjald
Idrætsforening, fortæller, at man efter deres sidste optræden i
Tjaldhallen måtte lukke facilliteterne i en hel uge for at
fjerne iturevne kvindeklæder, søndersmadret inventar og for
flere hundrede kroner ødelagt elektronisk udstyr. Ialt 35 af de 167
fremmødte måtte hasteindlægges med akut hysteri på
Husmandshospitalet.
- For fremtiden er vi tvunget til
at afspærre et område på cirka en kvadratkilometer uden om
sceneområdet, forklarer Lummerby, - ligesom det nok desværre
også bliver nødvendigt at engagere et hold mandlige
prostitutionsarbejdere og masturbationsassistenter til at holde
publikums ophidselse nede på et forsvarligt niveau.
Mere lokalstof fra Tvivl-egnen her
Retur til forsiden
|