|
Historisk saltmine
genåbner som
arbejdsbørnehave
Erhvervsreportage: Crass Børsting
Foto: Harka Landgreve m.fl.
Ældre læsere vil huske familien Skumfinkels
saltmine, som blev gravet ud i bakketerrænet bag Blodhøj og var
i drift i årene 1881-1947. Snesevis af muntre, fløjtende
arbejdere hentede her deres udkomme, indtil en
tarmgaseksplosion førte til
sammenbrud og oversvømmelse af den centrale mineskakt natten til
den 14. november 1947.
Her bringer vi dette års første store, jublende erhvervsnyhed:
Minen genåbner nu som børnehave med arbejdspligt for ca. 35
førskolebørn fra Blodhavn-, Nørre Usseldrup- og Klamhuse-egnen.

Smalsporsbanen, ad
hvilken "det hvide guld" føres til raffinaderiet, er sat i
køreklar stand. Tipvognene vil i sommertiden blive trukket af
turister, som her får en ekstra
lokal tvangsoplevelse.
En efterkommer af minefamilien,
erhvervspædagog Hildur Skumfinkel, er vendt hjem fra Havana for
at organisere dette glædelige initiativ. – Børnene skal arbejde
fra kl. 07.00 til 18.30 ugens seks første dage, kun afbrudt af
frokost kl. 12 til 12.14 samt kollektive urineringspauser kl.
10.30 og 15.30 prc., fortæller fr. Skumfinkel. – I den første
tid vil min mand og jeg lede og fordele arbejdet, senere
udnævner vi nogle særligt fremmelige
børn til at føre opsyn og tage det disciplinære ansvar for
deres kammerater.
Louis B. Knockel støtter børnehaven med flere hundrede
opmuntrende lussinger og vil igen personligt være til stede, når
det første hold børnearbejdere sendes under jorden mandag morgen
klokken 06.57 prc.

Hubert og Hildur Skumfinkel
glæder sig til at sende deres egne fire
børn på heldagsarbejde i minen.
– Her vil de få basale praktiske
kundskaber samt al den
disciplin, der senere kan muliggøre store
karrierer.
Retur til forsiden
*
|